Roskilde Fremkaldt
I forbindelse med fejringen af Roskilde Festivals 50-års jubilæum inviterede Roskilde Kommune de lokale musikaktører til at byde ind med arrangementer, der afspejlede festivalens og det lokale musiklivs ånd, mangfoldighed, nysgerrighed og fællesskab.
Når musikaktører i Roskilde går sammen om at skabe noget, sker der ofte noget helt unikt, som man ikke lige havde forestillet sig.
Dette var i høj grad også tilfældet med arrangementsrækken Roskilde Fremkaldt, hvor forskellige musikaktører gik sammen om at fortolke Roskildes særlige musikalske ånd gennem konkrete arrangementer.
Det resulterede i både en kunstudstilling, en flashmob og sågar en koncert på åbent hav.
Roskilde Fremkaldt #1: En musikalsk sanselabyrint
Første nedslag i projektet var en 20 meter lang sanselabyrint, der blev placeret på Stændertorvet i Roskilde som en del af Lysfesten 2020. Her indfangede den Roskilde Festivals stemning via billeder, lyd og farvet røg.
Publikum blev inviteret til at høre, føle og se deres lokalhistorie på en ny måde på deres vej gennem labyrinten.
Projektet blev skabt af kunstnerduoen AV-Plus og musikken blev komponeret af roskildenseren Vera Gerup, mens Roskilde Lokalhistoriske Arkiv sammen med Roskilde Festival bidrog med billeder til udstillingen.
Roskilde Fremkaldt #2: Musikalsk flashmob på Roskilde Station
Kan man skubbe til folks oplevelse af deres egen by ved at overraske dem med musik? Det spørgsmål forsøgte egnsteatret Aaben Dans og musikforeningen Råstof Roskilde at svare på sammen med elever fra Roskilde Katedralskole.
D. 14. Oktober 2021 satte de sig for at give tilfældige forbipasserende på Roskilde Station et overraskende afbræk fra hverdagens gøremål med forestillingen FORSKYDNINGER - en flashmob der gjorde brug af både musik, dans og performance.
Roskilde Fremkaldt #3: Vikingeskibskoncert på Roskilde Fjord
Vikingeskibsmuséet og spillestedet Gimle gik sammen for at skabe en helt unik koncertoplevelse.
Lørdag d. 13. august 2022 blev bandet Viik placeret på vikingeskibet Havhingsten og sejlet ud midt på Roskilde Fjord, hvor de spillede en energisk koncert foran et publikum, der var blevet sejlet med ud på vandet i små følgebåde. Samtidig kunne publikum også nyde koncerten fra kajen, hvor der var blevet stillet højtalere op.
En helt unik koncertoplevelse, der kun kan finde sted i Roskilde.